Mit navn er Sara. Jeg er 41 år, gift med Lars og mor til Alma.
Da jeg var helt ung, gik jeg i gang med en uddannelse som dengang hed muskelterapeut. Jeg havde en drøm om at have min egen klinik. Livet bragte mig dog i andre retninger, og jeg endte med en uddannelse som dyrepasser med speciale i heste. Her brugte jeg også lidt tid på at studere hestemassage. Efter nogle år, tog jeg en overbygning på dyrepasseruddannelsen, og blev jordbrugsteknolog.
Livet ville dog bringe mig endnu videre, og senest har jeg arbejdet en del år som servicegartner, hvor jeg kørte rundt til bla. kontorer og passede planter.
I 2017 tog jeg en pause fra det hele, og fik tid til at tænke over hvad jeg egentlig gerne ville. Og her vendte lysten til at arbejde som massør tilbage.
Jeg er nu uddannet massageterapeut og har min egen klinik i vores hjem. Det er et dejligt privilegie at kunne arbejde hjemmefra på denne måde. Jeg nyder at kunne gøre en forskel for andre, og hjælpe til at få bedre velvære i krop og sjæl.